hvad-bliver-det-nste-flad

VandAbe serien - Videnskabsthrillere

Mofibo 4,4 ud af 5     

Saxo 4,5 ud af 5           

Bog & Idé 4,5 ud af 5 

Bogforsiden til Vandaben, bind 1 i Vandabetrilogien viser en af karaktererne, et for længst uddødt fortidsmenneske gendesignet fra gammelt dna.

VandAben

Bind 1

”Genskabe menneskets forfædre. Er I fuldkommen sindssyge?”

”Hold kæft. Du er selv forsker og ved, hvordan det er.”

Delfinforskeren Poul Hansen bliver narret til at hjælpe pengemanden Wolfgang Stern med at stoppe nogle dødsulykker i Sterns udgravning i ørkenen ved Afrikas Horn. Men da Poul ankommer, opdager han, at man er ved at genskabe uddøde fortidsmennesker ved hjælp af gammelt DNA. Samtidig falder en mand død om på Pouls eget delfincenter ved Rødehavet. Poul er ikke i tvivl – dødsfaldet kan få katastrofale konsekvenser for menneskeheden. For at undgå en verdenskatastrofe må Poul sætte livet på spil.

”Menneskets arrogance er enestående. Og fatal.

Ingen kan spille gud uden, at det får konsekvenser. Forskere er ingen undtagelse.”

Forside af spændingsromanen Bidansen af Claus Due

Bidansen

Bind 2

”Hvem vinder i en verden af fake news, hvor ingen længere kan skelne sandhed fra løgn?”

”Den bedste løgner vinder.”

I et dystert hjørne af stamværtshuset på Frederiksberg drukner delfinforsker Poul Hansen rædselsbillederne fra sit seneste forskningsprojekt ved Rødehavet og håber, at resultaterne ikke kommer frem. Men fortiden indhenter ham, da en kvinde uventet slår sig ned ved hans bord.

Da Poul samme dag finder et lig i sin brors lejlighed, går alvoren op for ham. Med kvindens hjælp flygter han og bliver snart hvirvlet ind i et spind af mennesker, der profiterer på fake news, og som vil misbruge hans forskningsresultater til at manipulere med menneskets tanker.

”Mange tror, det er sproget, der gør os til mennesker. Sludder, der er vores evne til at manipulere.”

Plottet i Claus Dues kommende thriller: Vi holder delfiner i fangenskab som underholdning og for at studere dem. Den dag de slipper fri, hvad har de lært om os? Svaret finder du snart i Delfinmasken, bind 3 i bogserien Vandaben.

Delfin Masken

Bind 3

“Kan menneskeheden gennem evolutionen nå at tilpasse sig de forandringer, den selv skaber?”

Poul Hansen er tilbage som delfinforsker og underviser på Naturhistorisk Museum. Men verden er ved at smuldre. For ham… og for menneskeheden. Nogen kæmper imod og ser Poul som del af løsningen, men vil han hjælpe?

”Hvem har fået den selvfede idé, at vi mennesker skulle være de mest begavede væsener på planeten?

Planlagt udgivelse 2026

Book dit næste foredrag her

Claus tog fra start scenen, og med en tydelig entusiasme og viden om emnet var jeg fanget fra start til slut. Det er tydeligt, at Claus har noget på hjertet og han formår med sin behagelige personlighed og inddragelse af både videnskab og personlige oplevelser at sørge for, at man er både underholdt og udfordret under hele foredraget. Claus veksler mellem teoretisk viden, egne oplevelser og inddragelse af publikum, hvilket gør, at tiden flyver afsted. Aller bedst er det at opleve en foredragsholder med lys i øjnene og noget på hjerte – det smitter!

Mikkel Høgh, Afdelingsleder, Usserød Skole

Claus Due er en eminent foredragsholder! Han formår at gøre tør evolutionsteori til lyslevende vedkommende fortællinger. Claus får publikum til både at sanse og forstå, hvorfor det er så vigtigt, at vi kender vores oprindelse, hvis vi skal leve gode, bæredygtige liv i dag.

Ilia Swainson, Rådgivende retoriker og sanger

Hvad bliver det næste?

Et inspirerende foredrag, der stiller skarpt på alt det, vi mennesker skaber, men som vi ikke altid kan gennemskue konsekvenserne af. Forfatter og foredragsholder Claus Due ser også ind i fremtiden og peger på kommende trusler, for når vi inden for tre år har genskabt den uddøde mammutten, arbejder på at gøre det samme med neanderthalerne, og allerede i dag har troldefarme til at sætte dagsordenen på nettet, uden at rigtige mennesker er involveret, rejser spørgsmålet sig: hvad bliver det næste?

Vores hverdag er præget af store innovative løsninger og muligheder, som vi bliver begejstret af. Samtidig vokser frygten for fremtiden hver dag.

  • Hvad sker der, når vi forsøger at genskabe uddøde dyreracer?
  • Hvordan sikrer vi, at sandheden kommer frem, når vi kan manipulere med kommunikation og via nettet og SoMe slynge om os med falske nyheder?
  • Hvilke scenarier skal vi frygte, når egoismen tager mere og mere over?

Det er nogle af de spørgsmål, forfatter og foredragsholder Claus Due giver svar på i sit inspirerende og informative foredrag ’Hvad bliver det næste?’. På en levende og vedkommende måde fortæller Claus Due om alt det spændende, vi mennesker kan, men også om de risici, vi overser. Han tager afsæt i tre risikopunkter og formidler dem på en nærværende måde med konkrete eksempler, publikum kan nikke genkendende til. Foredraget slutter af med et kig ind i fremtiden, hvor Claus Due peger på tre kommende trusler – nanoteknologi, Geo Engineering og kunstig intelligens.

Den bedste løgner vinder

Præsidenter lyver. Fakta fordrejes. Mennesker manipuleres. Vi lever i informationens tidsalder, men tror ikke længere på, hvad vi ser og hører. Hvordan er det gået så galt? Hvad er konsekvenserne? Og kan vi gøre noget ved det?

Forskning og nye teknologier misbruges til manipulation af menneskeheden. Hør Claus Due fortælle om reklamen, du ikke kan sige nej til. Om skjult manipulation i dit Instagram feed. Om troldefarme, der forfører dine holdninger på Facebook. Om præsidenters manipulerende retorik og om, hvordan kunstig intelligens gør det hele meget værre.

Kan vi frigøre os fra alle løgnene og få tilliden tilbage?

Foredraget er baseret på Claus Dues forskning og arbejde som kommunikationsekspert og på research til hans videnskabsromaner.

Er vi landkrabber eller vandmænd?

Foredrag baseret på research til Vandaben, (2023) bind 1 i Vandabe trilogien.

Undervejs i menneskets evolutionsrejse har vi været tvunget til et liv i havet. På godt og ondt har det sat sig spor i vores krop. Vi fik vores kæmpe hjerne, rygproblemer, hæmorider, hævede ben og blev småfede. Men hvorfor?

Oplev Claus Due fortælle om de to konkurrerende teorier om menneskets udvikling – Vandteorien og Savanneteorien.

Vandteorien er fremsat af den britiske biolog og oceanograf sir Alister Hardy, og selvom den er overbevisende, er den blevet nedgjort af antagelsen om, at fortidsmennesket kravlede ned fra træerne, rejste sig op, smed pelsen, begyndt at svede og fik kæmpehjerner: Den såkaldte savanneteori.

Men giver det mening, at vi mennesker sveder salt – som det eneste landpattedyr, derude på savannen? Hvor du kun overlever, hvis du undgår at miste vand og salt. Noget stemmer ikke helt…

Vandteorien spiller en afgørende rolle i Claus Due videnskabsthriller VandAben. Romanen og hans dybtgående research har ledt til TV2 optrædener, radiointerviews og podcasts. Efter foredraget ved du hvorfor, og du vil forstå meget mere om din krop. For eksempel hvorfor du måske har ondt i ryggen, har hæmorider eller er lidt for rund.

Hvem er klogest. Du eller delfinen?

Foredrag baseret på research til Vandaben og Bidansen, bind 1 og 2 i Vandabe trilogien.

Hold vejret og dyk med ned på dybt vand, når Claus Due underholder om delfinens hjerne, der er tungere end din. Om dens empati, der er større end menneskets. Og om delfinens utrolige stemme, som den bruger som sonar, til samtaler, jagt, og til at scanne dig… og måske opdager, at du er gravid?

Efter at have svømmet med – og studeret en delfinflok i Det Røde Hav, begyndte Claus Due at genkende og forstå den del af dyrenes mange lyde og måder at opføre sig på. Hvad der rør sig bag delfinsmilet på disse dyr, hvis intelligens måske matcher vores?

Du hører også om teorierne om, hvorfor delfiner ligesom mennesker har meget store hjerner. Hvad bruger de mon den til? Og om hvordan delfiner og mennesker har hjulpet hinanden utallige gange. Men hvorfor?

Delfinens stemme spiller en afgørende rolle i Claus Dues videnskabsthriller VandAben. Romanen og den bagvedliggende dybtgående research medførte invitationer fra både Go’morgen Danmark og radioen flere gange, hvor han blev interviewet om romanen, om delfiners kommunikation og endda om Ruslands misbrug af delfiner i Ukraine krigen.

Galapagos og jagten på det, der gør livet værd at leve

Foredrag baseret på research til Delfinmasken, kommende bind 3 i Vandabetrilogien.

Galapagos ændrer dig for altid. Ikke alene på grund af de fantastiske naturoplevelser på dette enestående sted, men også fordi besøget giver dig håb. Håb om, at resten af verden en dag kan tage sig sammen og gøre det samme, som man har gjort på Galapagos, for at lade livet leve. 

Du bliver aldrig den samme efter at have set en havleguan på størrelse med dig selv kravle op fra havet for at grave sine æg ned – lige for fødderne af dig. Og det er langtfra hverdagskost at stå i vandkanten med shorts, der er våde af bølgerne, mens du holder øje med et helt dusin ørnerokker, der racer rundt omkring dig for at finde den bedste mage.

På snorkelturene er du midt i en kæmpefest af tropefisk, der sprutter af farver og mønstre, og måske piler pingviner, søløver og suler ind mellem dig og din dykkermakker.

Tættere på Paradisets Have kommer man næppe. For her er du på besøg i en verden, hvor dyrene hverken betragter dig som ven eller fjende, men er helt ligeglade. Det er deres liv. Vi ser blot respektfuldt til.

Se skønne billeder og hør Claus Dues levende beretning om, hvordan dyrelivet nåede denne øgruppe, der ligger to timers flyvning fra Sydamerikas fastland. Og hvordan arterne udviklede sig i alle retninger i kampen for overlevelse i denne golde og ugæstfri natur, der alligevel har sin helt egen skønhed.

Hør, hvad der i 1835 inspirerede Charles Darwin til naturvidenskabens mest epokegørende teori nogensinde, og hvordan hans berømte værk om ”Arternes Oprindelse” blev til.

Lær, hvorfor øgruppen er et vulkansk samlebånd, hvor der skabes nye øer i den ene ende, mens de ældste synker i havet i den anden, og hvad betyder det for livet herude?

Tag med denne to timers rejse med Claus Due til Galapagos

  • Den søsyge Darwins fantastiske evolutionsteori.
  • De mest underlige dyr, du kan forestille dig.
  • Evolutionens heksekedel.
  • Her er mennesket ingenting… og det er fedt.
  • Var Paradis sådan her, indtil æblet?

Fra hajføde til forbrugeradfærd

Kontakt vedrørende foredrag

Claus Due er en usædvanlig foredragsholder, der lever et usædvanligt liv, har en usædvanlig dyb indsigt i mennesker og livet på jorden … og derfor er ualmindelig spændende at høre på.”

FRA HAJFØDE TIL DE BONEDE GULVE. OG RETUR.

Claus Due lever et kontrastfyldt liv. Som rådgiver for nogle af verdens største virksomheder har han rejst verden rundt på første klasse og holdt oplæg om kommunikation og menneskets adfærd. Som privatperson er han dybt fascineret af klodens vilde liv og har flere gange trukket stikket i helt op til et år for at opsøge steder, hvor naturen er enehersker. Han har bl.a. boet med indianere i Amazon junglen, svømmet mellem piratfisk, fanget (små) krokodiller med hænderne, nærstuderet delfiners adfærd i Rødehavet og er omgivet af hajer drevet til havs med tidevandet og en tom dykkerflaske i Australien … Senest har han været på researchrejse til sin kommende roman mellem hajer, rokker, havskildpadder og pingviner på Galapagos.

Uanset hvad Claus Due beskæftiger sig med, er han optaget af de enorme kontraster mellem naturens mangfoldighed og logik på den ene side og menneskehedens ikke altid lige smarte opførsel på den anden. Det er også kilden til hans forfatterskab, der omfatter videnskabsromanerne Vandaben og Bidansen. I de anmelderroste romaner spidder Claus Due konsekvenserne af menneskets grådighed, snæversyn og blinde fascination af ny teknologi.

Den store indsigt i både dyr og menneskers adfærd har gjort Claus Due til en hyppig gæst i både TV, radio, dagblade og podcast, hvor han bl.a. deler ud af sin viden om delfiners kommunikation, menneskets misbrug af dyr i krig og utilsigtede risici ved nye teknologier som fx genmanipulation og kunstig intelligens.

Book et foredrag med Claus Due og bliv tryllebundet af hans beretninger fra fjerne steder, der samtidig på elegant vis trækker tråde til vores danske hverdag og den måde, vi lever på. Efter foredraget vil du forstå meget mere om naturen, om dig selv, om menneskeheden og om betydningen af at gøre det, du inderst inde synes, er det rigtige i livet.

Send forespørgsel på foredrag...

Claus Due © 2023-2026 / Gl. Strandvej 240a, DK-3050 Humlebæk
Kontakt

Send besked til mig, så svarer jeg hurtigst muligt. Hilsen Claus Due